Om samarbejdet

Vi tænker meget ens og meget forskelligt. Det er forskellighederne der gør, at vi kan skabe noget helt tredje sammen.

Vi udfordrer hinandens ideer på et meget tidligt stadie, og dermed opstår der helt fra starten af et værk, som ingen af os var kommet frem til alene. 

Når vi tager hul på en ny roman, taler vi længe om grundideen og de nye karakterer, der skal være med i historien. Vi går ret hurtigt i gang med at researche, fordi virkeligheden altid byder på overraskende detaljer, som kan være afgørende for historien.

Derefter går vi mere systematisk til værks. Vi skitserer historien på papir og sætter plotkort op på store tavler. Vi laver biografier på de nye karakterer og graver dybere i researchen. 

Når vi har formet hele historien, fordeler vi de forskellige storylines mellem os og går i gang med at skrive selve manuskriptet. Herefter fletter vi teksterne sammen for at få en fornemmelse af, hvordan de fungerer i en helhed. Vi skriver hinandens tekster igennem og opnår derved den fulde synergi af samarbejdet: at vi begge har bidraget med alt, hvad vi har at byde på til handlingen og sprogtonen, og at den endelige tekst er formet af os begge.

Handlingen er altså nogenlunde på plads, når vi begynder at skrive. Men der kan sagtens ske ændringer undervejs. Når karaktererne får krop og stemme, opstår der gerne nye ideer, og vi får øje på flere lag i dem og historien. Det kan føles som ren magi, når det sker, men det er frugten af et langt og grundigt forarbejde.

Hvorfor begyndte I at skrive sammen?

Vi havde arbejdet på hver vores roman igennem længere tid, da ideen opstod for otte år siden. Måske skulle vi eksperimentere med at skrive sammen? 

Vi læste allerede hinandens tekster, gav hinanden kritik og var begyndt at ane, at vi tændte på de samme historier. Vores sprog var selvfølgelig forskelligt, men også her fornemmede vi, at det ikke var umuligt, at vi kunne få noget godt ud af at mixe, knopskyde og file på hinandens tekster. 

Kan det give konflikter at arbejde sammen og være gift?

Ja, vi kan sagtens være uenige om nogle af de utrolig mange valg, man foretager, når man skriver en roman. Men vi opdagede hurtigt, at det at arbejde sammen også gav os en fantastisk mulighed for at lære hinanden endnu bedre at kende: I diskussionerne om handlingen – og dermed karakterernes viljer – ligger en undersøgelse af mennesket, som vi aldrig bliver færdig med.